Skarpt og slagfærdigt sådan er Noa Redingtons foredrag. Han tager dig helt med ind i maskinrummet på Christiansborg. Hvorfor gør Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen som de gør? Kan man stole på vælgerne? Og hvem vinder kampen om magten. Med et glimt i øjet gør Noa Redington dig klogere på, hvad der sker i dansk politik her og nu. Og hvad du skal holde øje med i de kommende år.
Noa Redington har fulgt dansk politik i mere end tre årtier fra første parket. Som journalist og redaktør på Weekendavisen, Ugebrevet A4 og Mandag Morgen. Han var særlig rådgiver for Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, i mere end 7 år.
Til dagligt er Noa Redington politisk kommentator på TV2 News, hvor han løbende deltager i News & Co og Besserwisserne. Han skriver den ugentlige klumme ”Sigtekornet” i Politiken og er fast deltager i podcasten ”Sådan er Politik”. Han er en af Danmarks mest anvendte og anerkendte kommentatorer. Kritisk og kontant. Klar og humoristisk.
Noa Redington er en rutineret og markant moderator, der trives i både små og store forsamlinger. Altid med et ønske om at få det vigtigste frem. Og gerne på en medrivende og sjov måde, der involverer publikum. På dansk og på engelsk.
Noa Redington er uddannet i statskundskab på Københavns Universitet og Columbia University, New York.
Foredrag med Noa Redington
Hvem vinder valget?
Skal Mette Frederiksen fortsætte som statsminister til evig tid? Har Troels Lund Poulsen en chance? Hvad med Vanopslagh og Liberal Alliance? Og så er der jo Lars Løkke Rasmussen.
Dansk politik er uforudsigeligt som aldrig før. Partier opstår. De vinder og de forsvinder. Vælgerne er illoyale som aldrig før. Det samme er politikerne. Medierne halser afsted efter den næste nyhed. Skandalerne vokser og vokser. Spionchefer der sættes i fængsel. Droner, mink og slettede SMSer. Milliarderne vælter ud af statskassen.
I et hæsblæsende foredrag tager Noa Redington, en af Danmarks førende kommentatorer, dig med bag kulisserne på Christiansborg. Hvilken strategi har de enkelte partier. Hvorfor siger de som de gør? Og vigtigst: Hvem vinder valget?
Forbered dig på skarpe, humoristiske og perspektiverende pointer. Politik er ikke for sarte sjæle.
Spinpatruljen
Hvordan sætter man en politisk dagsorden? Hvorfor siger politikerne, som de gør? Hvorfor er det så vigtigt at svare hurtigt og aggressivt på angreb i medierne? Aldrig har det været vigtigere at forstå og bruge medierne. Og aldrig har det været sværere. Men det er muligt. Hvis man tænker sig om!
Noa Redington har en unik baggrund fra orkanens øje i Statsministeriet og toppolitik. I et skræddersyet og aktuelt foredrag gennemgår han redskaberne i en spindoktors værktøjskasse og fortæller om sine erfaringer med at håndtere terrorangreb, personsager og en umættelig presse.
Danmark lagt på is: Politik i Donald Trumps tidsalder
I løbet af to år har Donald Trump vendt op og ned på vores kendte verdensorden. Og dermed også dansk politik. Alliancer er i opbrud. Vælgerne er i bevægelse. Men særligt Danmark er havnet i et storpolitisk spil ingen kender enden på. Grønland er blevet en storpolitisk kastebold. Kan vi stole på amerikanerne? Kan vi stole på EU? Og hvad siger man i Nuuk?
Hvad betyder krigen i Ukraine og migrantkrisen i Nordafrika for Danmark? Det hele hænger sammen. Men hvordan? Og hvad betyder det for dig? Mød Noa Redington i et hæsblæsende, humoristisk og knivskarpt oplæg.
Moderator
Noa Redington er en rutineret og markant moderator, der trives i både små og store forsamlinger. Altid med et ønske om at få det vigtigste frem. Og gerne på en medrivende og sjov måde, der involverer publikum. På dansk og på engelsk.





